Granatchokket ovenpå onsdagens aflysning af koncerten med ”The Boss – Tribute to Springsteen” har så småt lagt sig.

Vi arbejder fortsat på at finde en ny dato til en erstatningskoncert og melder denne ud så hurtigt som muligt.
Hvis du her og nu ønsker at få pengene for din billet refunderet, så står vi klar med BAMOKs rullende billetkontor i skolegården på Båring Skole på lørdag d. 14. marts, mellem kl. 15 og 17.

Behold endelig din billet, hvis du vil med til erstatningskoncerten.
Så snart vi har datoen på denne, finder vi ud af hvordan vi sælger returnerede billetter og også giver mulighed for igen at få refunderet billetter – det kan jo være, at du ikke lige kan den dag.

Fra det rullende billetkontor kan du på lørdag (i samme tidsrum) også købe din billet til Allan Olsen-koncerten, lørdag d. 24. oktober.
Billetprisen er kr. 295,-/stk. til unummererede siddepladser i Multisalen og inklusive adgang til efterslukning i randområdet, der denne aften er henlagt til skolens aula som vi udstyrer med barer og livemusik.
Resterende billetter vil efter lørdag kl. 17 blive sat til salg i Dagli’Brugsen Asperup.

OBS:
For en gangs skyld må vi undlade at invitere vores gæster ind i billetkontoret til en snak og lidt til ganen.
Vi klarer billetsalget under åben himmel foran billetkontoret - og med masser af håndsprit til rådighed.

Bedste hilsner
BAMOK

Vi holder løbende www.bamok.dk og www.facebook.com/bamokkoncert opdateret med seneste nyt.