330 glade publikummer, fem garvede musikere og en perlerække af danske hits sikrede magi i luften, da musikforeningen BAMOK fredag præsenterede Halberg & Friends i Multisalen ved Båring Skole.
Guitaristen og sangsnedkeren Poul Halberg stod i spidsen for en koncert, der byggede op til en sand hitparade i andet sæt.
Sædvanen tro var der god omsætning i baren, og ved foreningens rullende baglokale – en pimpet veterancampingvogn - blev der grillet pølser på samlebånd.
- Til en BAMOK-koncert skal vores gæster altid føle sig ekstra forkælet. Derfor serverede vi gratis natmad, så alle kunne gå hjem med en oplevelse af, at de både havde fået noget til ørerne og til maven, siger formanden for BAMOK, Jesper Ulriksen.
BAMOK har booket den næste koncert. 4. oktober sørger kopibandet Smukke Møller for, at sætlisten er pakket med Gasolin’ og Kim Larsen.
Tilsyneladende falder musikvalget i stamgæsternes smag. Mindre end et døgn efter, at billetsalget åbnede, er de første 90 billetter solgt.
Billetterne koster 200 kroner og kan købes i Dagli’Brugsen i Asperup.

Se flere billeder fra koncerten med Halberg & Friends, og alle de andre BAMOK-koncerter, i BAMOK's galleri.